Video : Tipsbladet
Europa League

Boilesen tror på FCK-avancement: Jeg har prøvet det, der var vildere

Selv om FC København har oddsene mod sig inden sidste runde af Europa League, tror Nicolai Boilesen på avancement. Han har selv involveret i større overraskelser i sin karriere.

Man behøver ikke hive den store lommeregner frem for at finde ud af, hvordan FC Københavns chancer for at gå videre fra Europa League-gruppespillet ser ud. De kan ligge på et lille sted.

FCK skal først og fremmest selv slå Bordeaux i Parken, mens Slavia Prag skal tabe til Zenit Skt. Petersborg på hjemmebane. Kun da vil Superligaens førerhold sikre sig europæisk fodbold i det nye år, men Nicolai Boilesen tror på det.

Han finder blandt andet troen i, at han har været involveret i større overraskelser før.

- Min tro er utrolig stor. Som sagt har jeg oplevet både bedre og dårligere ting og vildere ting i min karriere indtil videre, så så vildt er det heller ikke, at Zenit skulle gå ned og vinde i Prag, og at vi slår Bordeaux hjemme. Så fuld tiltro, at vi på torsdag aften står og er videre til Europa efter vinterpausen, siger han til FCK TV.

Han fremhæver eksempelvis den hollandske pokalfinale i 2014, da han og de øvrige favoritte fra Ajax kom foran 1-0 efter to minutter, men endte med at tabe 1-5 til PEC Zwolle. Og kunne have tabt 1-8, som Boilesen siger. Eller dengang han spillede 60 minutter for andetholdet om lørdagen og fik debut for førsteholdet om søndagen som kampens bedste spiller.

Der er kickoff til både FCK-Bordeaux og Slavia Prag-Zenit Skt. Petersborg klokken 21 på torsdag.