Video : Tipsbladet
Champions League

Kasper Dolberg kan være tilbage mod Bayern München

Den danske landsholdsangriber sad ude i weekenden med en mindre knæskade. Han kan være tilbage onsdag mod Bayern München.

Hollandske Ajax har allerede sikret sig en plads i ottendedelsfinalen i Champions League, så onsdagens opgør mod tyske FC Bayern München handler udelukkende om førstepladsen i gruppespillet.

Hvis Ajax onsdag vinder hjemme over det tyske mandskab, vinder danskerklubben også gruppen, mens uafgjort eller nederlag betyder, at holdet ender på andenpladsen.

Så Ajax skal frem i banen og have et resultat, og træner Erik ten Hag kan da også glæde sig over, at han formentlig har Kasper Dolberg til rådighed igen. Den 21-årige tidligere Silkeborg-angriber sad ude af weekendens opgør med knæproblemer, men Ajax er fortrøstningsfulde i forhold til Dolberg.

- Vi håber, at vi har alle mand klar til kamp i morgen. Vi håber på, at Van de Beek, Dolberg og Ziyech bliver klar, men der er ingen garanti, sagde Erik ten Hag på et pressemøde tidligere tirsdag og forklarede, at holdet skulle igennem en træningssession, før det ville blive afgjort, om de tre er med.

De to klubber spillede 1-1 i München, hvor Lasse Schöne havde et forsøg sidst i kampen, der tog overliggeren. Her havde Ajax succes med at spille med Dusan Tadic som forreste mand, og bliver Hakim Ziyech klar til at spille, er det tænkeligt, at Erik ten Hag går med samme formular.

Kasper Dolberg har scoret seks gange i ni kampe i den hollandske Eresdivisie, men i Champions League har han endnu ikke fundet vej til netmaskerne.