Video : Tipsbladet
Superliga

Finsk midtbanekriger forlænger aftalen med Esbjerg

Joni Kauko har sat sin signatur på en toårig forlængelse med Esbjerg.

Midtbanespiller Joni Kauko har haft et fremragende efterår, og nu har Esbjerg fB også valgt at præmiere finnen for det fine efteråret.

Således har EfB netop offentliggjort, at klubben har forlænget med Joni Kauko, 28 år, frem til sommeren 2021.

Ligesom med Jeppe Højbjerg, der forlængede lidt tidligere fredag, havde Kauko udløb til sommer.

- Joni har kun været her et halvt år, men han har virkelig levet op til det, som vi håbede på, da vi hentede ham. Han bidrager med en masse og er en profil på holdet, så forlængelsen kommer helt naturligt. Han er en dygtig spiller, har god fightervilje og så har han vist, at han også kan score mål. Han er blevet en fast del af den finske landsholdstrup, hvilket også sender et godt signal, siger EfB’s sportschef, Jimmi Nagel Jacobsen, til klubbens hjemmeside.

Joni Kauko skiftede i sommer fra Randers til Esbjerg, og han er hurtigt faldet til i EfB.

- Jeg er utrolig glad for at spille i Esbjerg og det her halve år har været helt fantastisk. Jeg føler, at det er et privilegie, at jeg kan kalde mig Esbjerg-spiller, for jeg har ikke haft det så godt længe, som det er tilfældet nu. Nu handler det bare om, at fortsætte de gode takter med det her talentfulde hold og fastholde den stabilitet, vi har vist. Fansene har taget godt imod mig og jeg håber selvfølgelig, at de er lige så glade, som jeg er, siger finnen.

Kauo har spillet 20 kampe og scorede fem mål.