Tidligere Superliga-sportschef i dialog med svensk klub
Foto: Getty Images
Skandinavien

Tidligere Superliga-sportschef i dialog med svensk klub

Ole Nielsen har en fortid som sportschef i Superligaen, og nu kan han være på vej til Sverige, hvor han er i dialog med en klub.

Fra 2010 til 2017 var Ole Nielsen sportschef i tre forskellige superliga-klubber, og han har fået stor ros for sit arbejde med især SønderjyskE, hvor han var ansat først. Siden sidste forår har han været uden job i fodboldbranchen, men det kan der meget snart blive lavet om på.

Han fortæller således til det svenske medie, Fotbollskanalen, at han er i dialog med IFK Göteborg om at blive klubbens nye sportschef.

- Ja, jeg har været i dialog med IFK. Vi har haft en rigtig god dialog indtil videre. Det er vel først og fremmest ledelsen i Göteborg, som skal svare på det, men for mit vedkommende har det været en positiv dialog, bekræfter Ole Nielsen. 

Han forventer, at der er flere personer, som er i spil til jobbet i IFK Göteborg, som han kalder en meget interessant klub. 

- IFK er en meget interessant klub. Det hersker der ingen tvivl om. Klubbens historie er fantastisk, og jeg ser det også som en fin udfordring at få Göteborg tilbage i toppen af svensk fodbold, hvor de hører hjemme. 

Den svenske klub har i de seneste sæsoner befundet sig i nederste del af Allsvenskan, men det skal Ole Nielsen muligvis være med til at gøre en ende på i et job som sportschef, hvor han altså vil få ansvaret for blandt andet spillerhandler.

I starten af året var Ole Nielsen ifølge tipsbladet.dk’s oplysninger tæt på at blive sportschef i den skotske klub, Kilmarnock.