Video : Tipsbladet
Serie A

Juventus sætter rekord i Serie A med ny sejr

Cristiano Ronaldo sørgede med to scoringer for, at Juventus kunne sætte pointrekord i Serie A.

Juventus havde lørdag eftermiddag mulighed for at sætte ny rekord i Serie A.

Efter 19 kampe var pointrekorden 52 point, og den rekord var Juventus indehaver af. Hvis det blev til en sejr i hjemmekampen mod Sampdoria, ville Juventus dog stryge op på 53 point.

Allerede efter to minutter kom Juventus foran, da Cristiano Ronaldo scorede fra kanten efter feltet. Sampdoria, der har været rigtig godt spillende det seneste stykke tid, gav dog god modstand, og efter 33 minutter bankede formstærke Fabio Quagliarella et straffespark i kassen.

Efter pausen skruede Juventus en smule op for kvaliteten, og både Cristiano Ronaldo og Blaise Matuidi var tæt på at score, men det lykkedes først efter 65 minutter, hvor det var Juventus’ tur til at få tilkendt et straffespark. Det tog Cristiano Ronaldo sig sikkert af.

Senere var Paulo Dybala tæt på at øge føringen til 3-1, men argentinerens forsøg gik lige akkurat forbi mål. Det blev var tæt på at blive straffet i overtiden, hvor Riccardo Saponara fik scoret. Målet blev dog efterset af VAR og herefter underkendt for offside.

Dermed lykkedes det akkurat for Juventus at sætte ny rekord i Serie A halvvejs gennem sæsonen.