Video : Tipsbladet
Premier League

Giuseppe Rossi træner med i United – men får ikke kontrakt

Kontraktløse Giuseppe Rossi træner i øjeblikket med i Manchester United i et forsøg på at blive fit og finde en ny klub.

Fra 2004 til 2007 var Giuseppe Rossi på kontrakt i Manchester United, hvor han nåede at spille 14 kampe, og nu er han tilbage i klubben. 

Rossi har nemlig stået uden kontrakt siden sommer, hvor han blev fritstillet af italienske Genoa, og har i de seneste år været meget præget af skader, men i håb om at blive fit igen og finde en ny arbejdsgiver, har han nu fået lov til at træne med i Manchester United.

Men selv om Rossi i sin tid var holdkammerat med Manchester Uniteds nuværende cheftræner, Ole Gunnar Solskjær, får han ikke en kontrakt i klubben.

Det fortæller Solskjær til Manchester Uniteds hjemmeside.

- Vi kommer ikke til at skrive kontrakt med Giuseppe. Det tror jeg ikke, nej. Men han har trænet godt med os. Han ser skarp ud, og han leder efter en klub, så Giuseppe vil sandsynligvis blive hos os i en uge, medmindre nogen snupper ham, fortæller Solskjær, der tilføjer, at Alex Ferguson har været imponeret over Rossis afslutninger til træning.

Rossi forlod Manchester United i 2007 til fordel for spanske Villarreal, hvor han nåede at score 81 mål på 190 kampe. Efterfølgende har han spillet for Fiorentina, Levante, Celta Vigo og Genoa.