Niels Frederiksen om stop: Har savnet at kunne sætte mit ugentlige præg
Foto: Getty Images
Landshold

Niels Frederiksen om stop: Har savnet at kunne sætte mit ugentlige præg

Niels Frederiksen fastslår, at han ikke har et nyt job på hånden allerede.

Niels Frederiksen stopper som dansk U21-landstræner efter EM til sommer, det har DBU oplyst i en pressemeddelelse fredag formiddag. Den tidligere Lyngby- og Esbjerg-træner blev ansat i 2015 som afløser for Jess Thorup, og han har haft succes med flere generationer af U21-årgange.

Nu venter der nye udfordringer for bankmanden, der blev fodboldtræner.

- Jeg ser tilbage på fire super gode år i DBU med tre slutrunder, hvis man tæller OL med. Det har været ekstremt lærerrigt, men nu er tidspunktet passende for mig til at søge en ny udfordring, siger Niels Frederiksen til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Det er et specielt job at være landstræner. Man er ekstremt priviligeret at få lov at arbejde med så fantastisk dygtige spillere, men samtidig er jeg også drevet af, at jeg kan være med til at se udvikling fra dag til dag eller uge til uge, og det er ikke et lod, man har som landstræner. Det er begrænset, hvor meget man kan sætte sit præg, så derfor er tiden inde for mig til at prøve noget nyt.

Det lyder som om, at du savner klubfodbolden?

- Jeg vil sige, at jeg savner at have en dagligdag, hvor jeg kan være med til at udvikle spillerne. Jeg har som sagt haft fire fantastiske og priviligerede år som landstræner, men efter fire år i jobbet er det også et godt tidspunkt at søge andre udfordringer. 

Før Niels Frederiksen kan holde afskedsreception i DBU venter en vigtig EM-slutrunde til sommer, hvor Danmark er en af outsiderne efter en overbevisende kvalifikation. Det var vigtigt for landstræneren, at hans fremtid ikke bliver et tema under EM. 

- Det har været vigtigt for mig, at det blev meldt ud inden EM, så det ikke bliver et forstyrrende element under slutrunden. Jeg ved jo godt, at jo længere tid, der går, jo flere opkald får jeg også fra jer journalister, der vil spørge ind til, om der sker noget i forhold til min kontrakt. Jeg blev enig med DBU om, at vi lige så godt kunne melde det ud, og nu er der ro på, siger han.

Det store spørgsmål er naturligvis, hvad fremtiden bringer for 48-årige Niels Frederiksen.

- Jeg kan helt ærligt sige, at jeg ikke har noget som helst på hånden. Lidt kringlet kan man sige, at lige så vigtigt det er at vide, hvad man skal, lige så vigtigt er det at vide, hvad man ikke skal. Og nu ved jeg altså, at jeg ikke længere skal være U21-landstræner efter EM.

- Vi må se, hvad der opstår af muligheder, og jeg håber, jeg får mulighed for at være en del af et spændende projekt på et vist niveau. Lige nu har jeg hverken indgået hele, halve eller kvarte aftaler, siger Frederiksen.

Kasper Hjulmand stopper i FC Nordsjælland til sommer - kunne det være et interessant trænerjob?

- Det vil jeg ikke kommentere på. Jeg ønsker ikke gå ind i drøftelser om konkrete klubber, lyder det fra den snart forhenværende landstræner.