Video : Tipsbladet
Skandinavien

"AC" før sæsonstart: Der bliver ikke accepteret andet end guld

I den kommende weekend begynder den hjemlige sæson for Malmö FF, der gerne skal genvinde mesterskabet og pokalturneringen. Sidstnævnte er 30 år siden sidst.

Malmö FF's spillere kan se frem til lidt af en koldstart på. Ikke kun fordi der kommer til at være omkring fem grader på stadion i aften, men også fordi de går direkte fra træningskampe til en europæisk knockoutkamp mod Chelsea.

Danserklubben kan dog ingenlunde slappe af, når englænderne er taget hjem igen. Allerede i weekenden venter pokalturneringen, og så er sæsonen 2019 ligesom i gang. Den skal gerne ende med guldmedaljer om halsen på de himmelblå-klædte spillere. Og gerne to sæt.

- Det er kort og kontant. Det handler ikke så meget om at sætte målsætninger, for alle ved, hvad vi skal, og forventer, at vi skal tage guldet i ligaen. Der er ikke så meget andet, der bliver accepteret end guld, og især når AIK (fra hovedstaden Stockholm, red.) vandt sidst, betyder det meget at få det tilbage til Sydsverige, siger Anders "AC" Christiansen til tipsbladet.dk.

- Vi har ikke vundet pokalen siden '89, så det ville også være fedt at få lukket munden på kritikerne, der siger, at der er en forbandelse over den. Målsætningerne er klar; det ved man, lige så snart man skriver under.

Malmö blev kun nummer tre i Allsvenskan i 2018, hvilket var et dårligt resultat for de sejrsvante skåninge. Holdet tabte desuden pokalfinalen i fjor, så der er lagt op til revanche i 2019. 

Det var særligt en dårlig start på året, der forpurrede Malmös sæson i 2018, hvilket fyringen af cheftræner Magnus Pehrsson da også fortæller sin historie om. Men siden "AC" vendte tilbage til holdet i midten af sæsonen, tabte det kun én kamp i ligaen.

Så måske er han nøglen til endnu et svensk mesterskab, i givet fald det 21. af slagsen?

- Det kunne være rigtig rart. Vi skal bare ud at angribe, for vi er favoritter til hver kamp. Hvis vi kan holde så højt et snit, og vi kun taber én kamp i sæsonen, så skal der mange x'er til, hvis man ikke skal vinde ligaen, siger Anders Christiansen.

- Vi gør alt for at skulle vinde. Vi ved, hvad det kræver, og det er ikke specielt sjovt at spille herovre i de første seks måneder, hvis det går som i sidste sæson. Da var de sidste seks lidt sjovere. Det er den følelse, man jagter igen.

"AC" og Malmö indleder pokalturneringen mod Degerfors på søndag og ligaen mod BK Häcken 1. marts.