Video : Tipsbladet
Superliga

AGF bekræfter: Sælger Dino Mikanovic til Kasakhstan

Dino Mikanovic forlader AGF et par måneder før kontraktudløb. Klubben har solgt sin kroatiske back til Kairat Almaty i Kasakhstan.

Det har efterhånden ligget i kortene i et par måneder, og nu er det så endelig ført ud i livet. Dino Mikanovic forlader AGF, og hans nye klub bliver Kairat Almaty, der har købt ham fri af sin kontrakt i Århus.

Den kontrakt stod til at udløbe til sommer, så selv om AGF ikke oplyser salgssummen, har den formentlig været beskeden.

- Dino's kontrakt udløber som bekendt til sommer, og han har igennem længere tid ikke lagt skjul på, at han ønsker sig en ny udfordring i hans karriere. Så vi sælger ham derfor nu til FC Kairat Almaty. Dino får nye udfordringer - og en økonomisk meget lukrativ aftale - og vi får en tilfredsstillende kompensation. Så alt i alt er det en god løsning for alle parter, siger sportschef i AGF, Peter Christiansen, i en pressemeddelelse.

Dino Mikanovic var i efteråret den AGF-spiller, der fik flest spilleminutter, men han har ikke været på banen i forårets to første kampe. I stedet har nyindkøbte Alexander Munksgaard siddet på højre back.

- I efteråret rundede Dino 100 kampe, hvilket er en flot milepæl i en klub som AGF - det kan han være stolt af. Han har spillet stort set alle kampe de seneste sæsoner i AGF og har altid været garant for en dedikeret arbejdsindsats og en stor vilje til at vinde. Så vi sender Dino af sted med de bedste tanker om hans tid i Aarhus og ønsker ham held og lykke med de nye udfordringer i en ny og anderledes fodboldkultur, hvor han har gode chancer for succes, tilføjer Peter Christiansen.

Mikanovic nåede at være i AGF i tre et halvt år.