Video : Tipsbladet
Skandinavien

Molde-boss forventer at få Solskjær tilbage

Moldes administrerende direktør har gjort det klart, at klubben har kontrakt med Ole Gunnar Solskjær.

I går opstod der en smule tvivl om Ole Gunnar Solskjærs kontraktsituation i Molde, men det er der nu kommet klarhed over.

Kort før jul sidste år blev nordmanden hentet ind som midlertidig manager for Manchester United, da José Mourinho blev fyret, og oprindeligt var planen blot, at han skulle være ved roret i den engelske klub resten af sæsonen, men det er gået så godt i Premier League-klubben, at klubben måske nu overvejer at ansætte ham på en permanent aftale.

Tirsdag gav Ole Gunnar Solskjær dog udtryk for, at han var i tvivl om kontrakten med Molde stadig var gældende. Det har Moldes administrerende direktør nu forsikret, at den er.

- Inden jul underskrev vi en aftale med Ole Gunnar gældende i tre år – indtil slutningen af 2021-sæsonen. Efterfølgende har Ole Gunnar overtaget et job som midlertidig manager i Manchester United, et job som løber indtil sommer. Ole Gunnar er nu ansat i Manchester United og planlægger at vende tilbage til Molde efter sæsonen, skriver Øystein Neerland i en sms til TV 2 Norge.