Video : Tipsbladet
Serie A

Ancelottis Napoli smider point: Nu er de 18 point efter Juventus

Der skal et mirakel af de helt store til, hvis mesterskabet skal ende udenfor Torino i denne sæson.

Hvis den italienske Serie A ikke blev mere eller mindre afgjort med Napolis nederlag til Juventus i forrige runde, så er det i hvert fald kommet en del tættere på efter denne runde i Støvlelandet.

Her sørgede et reservespækket Juventus-hold fredag aften for, at der blev sat tre point mere ind på kontoen, da man slog Udinese med 4-1. Helt så sikre var Napoli langt fra, da de mødte Sassuolo på udebane søndag aften.

Her endte opgøret 1-1 i et opgør, hvor Napoli endda var tæt på at komme derfra uden et eneste point. Kampens første mål blev sat ind af Domenico Berardi efter et par tilfældigheder inden foran Napoli-målet, og derfra så det længe ud til, at det skulle blive kampens eneste mål.

Men med fire minutter tilbage af den ordinære spilletid fik Lorenzo Insigne fat i bolden inde i feltet, hvorefter han fik løftet læderkuglen op i det modsatte hjørne til 1-1, som blev kampens endelige resultat.

Det betyder dog, at Napoli nu er 18 point efter Juventus med 11 kampe tilbage af sæsonen. Derfor kan Juventus tillade sig at tabe fem kampe og stå én uafgjort i de sidste kampe af sæsonen i den bedste italienske række, uden at det kommer til at koste dem mesterskabet.

Næste opgave for Napoli er mod Udinese på hjemmebane, mens Juventus skal møde Genoa på udebane.