Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-angriber: Jeg kommer ikke til at sove i nat

Patrick Mortensen kunne have bragt AGF på 2-0 mod OB, men misbrugte sin store chance i anden halvleg.

AGF måtte mandag aften indkassere et skuffende nederlag på hjemmebane mod OB, da Aarhus-klubben tabte 1-2 til fynboerne. Nederlaget betyder, at AGF’s håb om top seks hænger i en tynd tråd, men meget kunne have set anderledes ud, hvis aarhusianerne havde fået point i mandagens kamp.

Ved stillingen 1-0 havde AGF-angriberen Patrick Mortensen en stor chance for at bringe hjemmeholdet yderligere foran, men frontløberen misbrugte sin mulighed, da han var alene med OB-keeper Sten Grytebust.

- Det er surt at stå og føle, at jeg kunne sætte et søm i kisten, da der stod 1-0. Det gør nok, at jeg ikke kommer til at sove i nat. Jeg føler med drengene. Det er bare ikke godt nok for min side, at jeg ikke kunne score på den. Det er pisse-ringe. Et af deres mål er lidt tilfældige, men det er fortjent, at OB vinder i dag. Det er ærgerligt, siger Patrick Mortensen til tipsbladet.dk.

Han mener, at OB’s sejr i det store billede var fortjent.

- De dominerede meget, og det var hårdt for os at løbe mange defensive meter. Vi stod godt på banen, og de skabte måske ikke så meget, men vi stod langt fra deres mål. Det er ærgerligt, at vi havde svært ved at spille os ud af presset og skubbe spillet længere frem på banen, siger han.

AGF ligger aktuelt nummer ni i Superligaen med hele tre point op til sjettepladsen. Der er derfor mange ting, der skal flaske sig i sidste spillerunde af Superliga-grundspillet, hvis AGF skal ende i top seks.

- Det tænker jeg ikke så meget på. Det er rimeligt langt væk nu. Vi må bare få nulstillet i morgen. Lige nu er det tungt. Vi må tage en kamp ad gangen, og vi skal være klar til Aalborg. Det er ikke nogen ligegyldig kamp, for det er fandeme vigtigt at få noget med derfra. Vi går selvfølgelig efter den lille chance, men jeg synes, at det er langt væk, når vi ikke kan vinde på hjemmebane, siger Patrick Mortensen.

AGF møder AaB på udebane i næste spillerunde, og hvis skal komme i top seks, kræver det en sejr, mens FC Nordsjælland, Randers og Esbjerg skal tabe deres kampe.