Video : Tipsbladet
Bundesliga

Delaney drømmer om mesterskabet: Målstregen er ikke nået endnu

Thomas Delaney drømmer om at vinde Bundesligaen med Dortmund, men han er klar over, at der venter et stort arbejde forude.

Topkampen i Bundesligaen er benhård.

Ved vinterpausen havde Dortmund et solidt forspring ned til Bayern München, men en dårlig start på forårssæsonen for danskerklubben har gjort, at Bayern München nu er øverst i den bedste tyske række grundet en bedre målscore.

Der resterer otte runder af sæsonen, og på nuværende tidspunkt tør Thomas Delaney godt drømme om at nå helt til tops, om end han er klar over, at der venter hårdt arbejde forude.

- Titlen er altid en drøm, men der er brug for hårdt arbejde. Vi er ikke nået til målstregen endnu, fortæller den danske landsholdsspiller til Kicker.

Før landskampspausen fik Dortmund en særdeles vigtig udebanesejr mod Hertha Berlin takket være en scoring af Marco Reus to minutter inde i overtiden.

- Sådan en sejr er vigtig for roen inden landskampspausen, så måske vil jeg tage et kig på tabellen, men den sejr var utrolig vigtig, siger Thomas Delaney.