Video : Tipsbladet
Superliga

Skadesfri Boilesen: Vi skal jagte sejren mod EfB fra første minut

Nicolai Boilesen er klar over, at det kræver mange point at blive dansk mester i denne sæson - og de første skal komme mod EfB, fortæller han.

Mesterskabskampen strammer nu til mellem FC København og FC Midtjylland med begyndelsen af slutspillet i denne sæsons Superliga. Den første opgave for FCK er på hjemmebane mod EfB.

Det er en kamp, som Nicolai Boilesen ser frem til med store forventninger. Det gør han klart i et interview på FCK's officielle hjemmeside.

- På holdets vegne skal vi ud og jagte sejren fra første minut og vise, at vi er klar til at jagte mesterskabet. Det kommer til at kræve, at vi er på 100 procent i alle kampe fra første til sidste spillerunde af slutspillet, og derfor har vi alle kun ét fokus nu - og det er at slå Esbjerg på søndag, siger Boilesen.

FCK-backen er desuden kommet ovenpå sin skade, og han peger på, at han glæder sig til at komme i kamp, såfremt Ståle Solbakken sender ham på banen.

- Jeg har følt mig i rigtig god form i denne sæson og har stor lyst til at spille de afgørende kampe, der venter os. Det er super motiverende at vide, at vi skal hente rigtigt mange point, hvis vi skal vinde mesterskabet - og det gør, at alle kampene er som finaler for os. Det starter søndag mod Esbjerg, og vi skal ud og levere en stærk præstation og bygge momentum op, siger Nicolai Boilesen.

Han peger endvidere på, at det godt kan være, at EfB kom med i mesterskabsslutspillet på en vild måde med Joni Kaukos sene scoring, men vestjyderne har gjort det godt hele sæsonen, mener Boilesen. Han kan dog se tilbage på to kampe i grundspillet, som FCK vandt, men derfor ved han også, at det kræver en masse, hvis det skal gentage sig, forklarer han.

Kampen mellem FC København og EfB spilles søndag klokken 16, og den sendes direkte på Canal 9.