Ude i kulden under Ancelotti: Kimmich overvejede Bayern-exit
Foto: Getty Images
Bundesliga

Ude i kulden under Ancelotti: Kimmich overvejede Bayern-exit

Bayern Münchens højre back afslører, at han overvejede sin fremtid i klubben, da han var henvist til bænken under Carlo Ancelotti.

Tyske Joshua Kimmich har sat sig permanent på højre backen i Bayern München, efter at klublegenden Phillip Lahm stoppede karrieren. Men der var dog et tidspunkt, hvor tålmodigheden var ved at løbe op. 

Da Carlo Ancelotti kom til klubben, satsede han nemlig på rutinen, og det betød, at Phillip Lahm fik stort set alle spilleminutter på Bayerns højre back. Det fik unge Kimmich, der var kommet til klubben fra RB Leipzig et år forinden, til at overveje fremtiden. 

- For at være helt ærlig, så var der perioder, hvor jeg havde svært ved at se en fremtid i Bayern for mig. Jeg var meget utilfreds med den manglende spilletid, og jeg tænkte meget over, om Bayern nu var klubben for mig, siger Joshua Kimmich i et interview med Welt.

Kimmich er dog blevet klart førstevalg på backen, og han jagter sammen med resten af Bayern det tyske mesterskab. Det er dog holdets egen skyld, at det er så tæt, mener Kimmich. 

- Vi har været for sløsede til tider. Der har været for mange individuelle fejl. Vi har den mest kvalitetstunge trup i rækken, så mange har forventet, at vi bare spadserede mod mesterskabet, siger Kimmich.

Bayern fører Bundeligaen med et enkelt point ned til Dortmund, og de møder på lørdag Werder Bremen.