Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: Brøndby vil byde 5-6 millioner for FC Midtjylland-profil

Superliga-klubben Brøndby IF skal have et godt øje til Marc Dal Hende fra FC Midtjylland.

Der er kun lidt mere end en uge, til Brøndby IF og FC Midtjylland mødes i pokalfinalen i Telia Parken, og allerede nu lader der til at foregå et spil omkring de to hold.

Det er Ekstra Bladet, der skriver, at Brøndby IF er klar med et bud på en af FC Midtjyllands helt store profiler, i form af venstre back Marc Dal Hende.

Dal Hende, 28 år, er en fremragende offensiv back, der både har power og styrke i luftspillet til at gå med sine kvaliteter på bolden og evner til at stå de rigtige steder og score mål. Syv gange har venstrebacken scoret i 23 Superliga-kampe denne sæson.

Avisen fortæller, at Brøndby IF er klar til at byde omkring fem-seks millioner kroner for venstrebacken, der har kontraktudløb i FC Midtjylland i sommeren 2021.

Om FC Midtjylland vil sælge den til pris, er spørgsmålet. Og timingen i historien er interessant. På det område minder det om, hvad FC Midtjylland forsøgte i sommer, hvor klubben bød 7,5 millioner kroner for Simon Tibbling. Dengang skabte det en del debat, og nu kan det være, der sker det samme med tanke på pokalfinalen fredag den 17. maj.

Ud over Dal Hende har FCM også Rafal Kurzawa, der tilmed har taget minutter fra Marc Dal Hende i denne sæson, og hans præstationer kan måske være årsagen til, at FC Midtjylland kan være interesseret i at sælge. Klubben fra Ikast og Herning viste også interesse for Mads "Mini" Pedersen i januar, men havde ikke held med at købe ham fri af FC Nordsjælland.

Brøndby mangler en venstre back, for Anthony Jung har spillet skidt i denne sæson og har på det seneste været bænket til fordel for Kevin Mensah, der ikke er naturlig back og er bedst med sin højre fod.

Dal Hende har en fortid i KB's ungdomsafdeling og startede sin professionelle karriere som angriber, inden Jakob Michelsen som træner for SønderjyskE omskolede ham til venstre back - med stor succes.