Video : Tipsbladet
Generelle

Raiola suspenderes i hele verden: Sætter Pogba og De Ligt-handler på spil

Først var det bare i Italien, men nu er det verdensomspændende, at Mino Raiola ikke må agere på transfermarkedet. Det har FIFA slået fast.

En af de største agenter i verden, Mino Raiola, ser ud til at få en rigtig træls sommer. I første omgang var han blevet suspenderet indenfor den italienske grænse, og nu gælder det altså for hele verden.

Det melder FIFA ud i en pressemeddelelse. Her slår de fast, at straffen kommer til at vare de kommende tre måneder, som næsten er hele transfervinduet.

Dermed kan en mulig transfer for en spiller som Paul Pogba blive meget vanskelig, som ellers er blevet sat i forbindelse med Real Madrid. Det samme gælder også for Matthijs de Ligt, som Raiola ligeledes er agent for.

Det er ikke kun Mino Raiola, der er blevet ramt. Det samme gælder også agentens fætter og samarbejdspartner Vincenzo Raiola, men han er dog kun ude med karantæne i de kommende to måneder. 

Straffens årsag er endnu ukendt, men det menes, at det handler om overtrædelser i forbindelse med Gianluca Scamaccas skifte fra Sassuolo til hollandske Zwolle sidste sommer.

Foruden Pogba og De Ligt har Raiola også spillere som Zlatan Ibrahimovic, Mario Balotelli, Lorenzo Insigne og stortalentet Moise Kean i sin stald, og det bliver interessant at se, hvordan effekten bliver, når Raiola ikke kan være med før midten af august.