Video : Tipsbladet
Premier League

United-stjerner undskylder skidt for sæson til fansene

Både Alexis Sanchez og Juan Mata har været ved tasterne.

Manchester United tabte søndag med 0-2 til allerede nedrykkede Cardiff i Premier Leagues sidste spillerunde, som satte et punktum for en sæson, som folk med et forhold til klubben nok hurtigt vil glemme.

For Juan Mata og Alexis Sanchez har begge spillere følt grund til at undskylde overfor klubbens fans. 

For den spanske offensivspillers vedkommende har han skrevet et indlæg på sin blog om, at det har været en meget smertefuld oplevelse, som vil følge ham hele sommeren.

- Når jeg ser ansigterne på Old Trafford som klapper, støtter, hepper på os og venter længe på at sige farvel til os, så forstår jeg hvor stor denne sport er. Og hvor stor klubben er. Jeres opbakning har været imponerende - særligt i disse øjeblikke. I fortjener meget mere end I får. Det er virkeligheden, skriver Mata.

Sanchez har brugt sin Instagram-profil til at sætte tingene på plads.

- Det har været en meget hård sæson. Fansene har fortjent en undskyldning, fordi de altid hjælper os uanset hvad. Personligt har jeg ikke præsteret så godt, som jeg havde forventet grundet uforventede skader. Pressen og folk har spekuleret i ting, som slet ikke har været sande. Jeg har hele tiden været professionel i alle aspekter, skriver han og fortsætter:

- Jeg undskylder til fansene for at vi ikke kunne nå vores mål - og vi er ligemeget hvad Manchester United. Spillerne og staben spørger sig selv om, vi gjorde det rigtige og vores bedste i denne trøje. Jeg er sikker på, at Manchester United vil vende tilbage som den bedste klub igen, som den var under Sir Alex Ferguson, lyder det fra Alexis Sanchez.

Manchester United endte på sjettepladsen, og dermed venter der Europa League for klubben i den kommende sæson.