Video : Tipsbladet
Superliga

FCM sparer syv mod Brøndby: Vi vil gerne se nogle andre i kamp

Syv normale startere er slet ikke med i aftenens kamp mod Brøndby IF, men FC Midtjyllands cheftræner Kenneth Andersen mener, at hans hold bliver højt motiveret, fordi nogle spillere, der normalt ikke får så mange kampe, bliver sendt i aktion.

I FC Midtjylland vil de sige, at de tænker langsigtet i de to sidste Superliga-runder. Jakob Michelsen vil nok sige, at pokalvindernes prioriteter skævvrider konkurrencen.

Under alle omstændigheder mangler der syv sædvanlige startere, når FC Midtjylland gæster Brøndby IF i aften. Cheftræner Kenneth Andersen mener, at det betyder, at de spillere, der endelig får lidt spilletid, vil være topmotiverede. Men han lægger ikke skjul på, at han kommer til at bruge nogle, der ikke normalt starter inde.

- Vi kan godt tænke længere frem på den måde, at der er nogle spillere, som vi godt vil have set i kamp, og som også fortjener at få noget spilletid, siger han til Herning Folkeblad.

De syv, der får et hvil, er Jesper Hansen, Erik Sviatchenko, Marc Dal Hende, Alexander Scholz, Jakob Poulsen, Gustav Wikheim og Paul Onuachu, mens også Kian Hansen sidder over med karantæne.

OB-træner Jakob Michelsen lagde, allerede inden han vidste, hvor mange spillere FC Midtjyllan ville spare, op til, at pokalfinalen burde flyttes. Han mener, at det giver Brøndby, der stadig kan overhale OB i Superliga-tabellen, en fordel at møde FCM kort efter pokalsejren.

- Nu er det ikke kun, fordi det rammer os, men det er spørgsmålet, om Midtjyllands spillere er blevet ædru efter pokalfinalen, når de mandag skal møde Brøndby. Vi ville gerne have mødt dem på mandag i stedet for i anden mesterskabsspilsrunde, som vi gjorde. Sådan er det så, sagde Michelsen til Sport Fyn.

Jakob Michelsen og co. har dog gode forudsætninger for at holde sig foran Brøndby i Superligaen. Der er lige præcis seks point op, så OB skal tabe til netop Brøndby i sidste runde, mens sidstnævnte skal slå FC Midtjylland i aften.

Der er kickoff til den kamp klokken 19.