Video : Tipsbladet
Landshold

Wass og Durmisi er tilbage: Folk må gerne være uenig med mig

Åge Hareide fastslår, at det slet ikke har været et problem for ham at byde Daniel Wass og Riza Durmisi ind i landsholdsvarmen igen.

Landstræner Åge Hareide satte onsdag navne på de spillere, der skal udgøre truppen til de vigtige EM-kvalifikationskampe mod Irland og Georgien i Telia Parken i næste måned, og truppen bød på comeback til to tidligere Brøndby-spillere.

Daniel Wass og Riza Durmisi slår til dagligt deres folder i store klubber i store ligaer, men landsholdet har længe været lukket land for duoen. Riza Durmisi spillede kun en enkelt landskamp i 2018, mens Daniel Wass kun har spillet to landskampe under Hareide.

Særligt sidstnævnte har været i noget, der minder om en åben konflikt med Åge Hareide, og Wass har blandt andet udtalt til BT, at han er blevet stemplet illoyal.

Nu er tavlen visket ren, fastslår landstræneren, og han er ikke bange for harmonien på landsholdet.

Han understreger, at han faktisk er mere bange for journalister. 

- Jeg er ikke bange for uenigheder, og folk må gerne være uenig med mig. Men der er forskel på, hvordan en uenighed mellem en spiller og en træner bliver opfattet af pressen, og det bliver bragt videre, uden I eksakt ved, hvad der sker. Der var en journalist, der sagde til mig, at I skal beskrive de faktiske forhold, og det kan være svært, når I ikke kender til alle forhold. Så må I spekulere, og så kan en konflikt mellem en spiller og en træner udløses, selv om der bare er tale om en uenighed. Og der vil altid være en uenighed i en trup, siger Åge Hareide.

Landstræneren er sikker på, at både Riza Durmisi og Daniel Wass bliver et positivt gensyn, og han bruger Pierre-Emile Højbjerg som eksempel. Midtbanespilleren er også inde i landsholdsvarmen igen efter en periode udenfor.

- Jeg er ikke bange for at bringe spillere tilbage i truppen, som har haft en uenighed med mig. Jeg vil gerne vise, de har en plads i truppen, hvis de spiller god fodbold. Vi skal ikke have en trup, hvor alle er lige. Vi skal have nogle uenigheder, og tag Pierre-Emile Højbjerg, der er kommet stærkere og bedre tilbage. Jeg tror, Daniel Wass gør det samme. Det samme med Riza Durmisi.

- Hvis jeg tager en spiller ud af landsholdet, er der to ting. Enten er spilleren for dårlig, eller også er der ting, vi er uenige om. Men det betyder ikke, at man er udelukket på livstid. Det, der betyder noget for mig, er, at man har lyst til at spille for Danmark. Og det har begge spillere, siger Åge Hareide.

Landstræneren udtog senest Daniel Wass i marts 2017, men han har fulgt Valencia-spilleren tæt.

- Jeg har ikke været ude at se Daniel Wass, men vi har fulgt ham på blandt andre Wyscout og i Europa League. Jeg har også talt med ham, og han ved, vi kan få brug for en spiller med hans kvaliteter, siger Åge Hareide.

- Alle, der spiller på et hold som Valencia, vil udvikle sig. Det gælder i forhold til pasningssikkerhed og andre ting. Vi ved fra tidligere, at han har en rigtig god indlægsfod, og han kan også sparke udefra, og derfor ville vi gerne have ham tilbage. Nu har han mulighed for at vise sig frem.

Daniel Wass spiller oftest højre back i Valencia, men han har også spillet mange kampe på den centrale midtbane. Og på højre midtbane. Og på venstre midtbane.

På landsholdet er rollen klart defineret.

- Hvis vi skal bruge Daniel Wass, må det være på en kantposition – ikke nødvendigvis en back. Vi må se, hvordan vi sammensætter holdet, lyder det fra landstræneren.

Riza Durmisi er udtaget, fordi Jonas Knudsen er på klubjagt, og Nicolai Boilesen er skadet.

- Jonas har ikke spillet i lang tid, og hans hoved et fyldt med, at han skal finde en ny klub. Boilesen er ude og ikke aktuel. Jeg tror, Riza er sulten for at vise sig frem, men vi har problemer med venstre fødder i dansk fodbold, siger Hareide.

Den endelige trup skal suppleres af en angriber op til kampene mod Irland og Georgien. Det bliver Christian Gytkjær, hvis han meldes skadesfri.