Video : Tipsbladet
Superliga

Breaking: Niels Frederiksen er ny Brøndby-træner

Brøndby har ansat ny cheftræner, og valget er faldet på Niels Frederiksen

Det bliver den tidligere Lyngby-, Esbjerg- og nuværende U21-landstræner, Niels Frederiksen, der overtager cheftrænerposten hos Brøndby. Det oplyser klubben i en selskabsmeddelelse.

Niels Frederiksen er i øjeblikket travlt optaget at gøre det danske ungdomslandshold klar til sommerens EM-slutrunde, men så snart Danmark er ude af turneringen, vil han overtage styringen hos Brøndby, hvor han har skrevet under på en toårig aftale. 

- I Niels har vi fundet den cheftræner, som vi mener er den helt rette til at stå i spidsen for Superliga-truppen og favne de sportslige mål vi som klub har sat os for de kommende sæsoner. Vi har været grundige og brugt den tid, der skulle til, fortæller Brøndbys sportsdirektør, Ebbe Sand.

- Brøndby IF skal spille medrivende og angrebslystent fodbold, og det matcher den tilgang Niels har til fodbold, hvilket har været afgørende for ansættelsen af Niels. 

- Niels og trænerteamet skal videreudvikle det fundament, vi står på i dag, og sikre en kontinuerlig udvikling i spillertruppen, og større sammmenhæng mellem Superliga-truppen og Brøndby Masterclass uden at vi går på kompromis med vores sportslige målsætninger.