Video : Tipsbladet
Landshold

Bedst og værst: Dolberg greb chancen - Robert Skov gjorde ikke

Tipsbladet.dk zoomer ind på EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Georgien.

Tipsbladet.dk i Telia Parken

Danmark - Georgien 5-1 (2-1)

1-0 Kasper Dolberg (13.)

1-1 Saba Lobjanidze (25.)

2-1 Christian Eriksen (str.) (29.)

3-1 Kasper Dolberg (63.)

4-1 Yussuf Poulsen (73.)

5-1 Martin Braithwaite (90.)

Kampens bedste:

Danmark:
Det har været en dårlig sæson for Kasper Dolberg, men den kunne ikke slutte bedre. Ajax-angriberen var involveret i tre mål, og han scorede selv de to. Det kunne i øvrigt sagtens have været mange flere. Modstanden var til tider begrænset, men det skal ikke tage noget fra Dolberg, der sprudlede af spillelyst og satte to streger under, at der stadig gemmer sig momenter af høj klasse i de unge ben. Det er præcis to år siden, at Kasper Dolberg scorede sit første landskampsmål, og det markerede han altså ved at føje to til samlingen i rødt og hvidt. 

Georgien:
Saba Lobjanidze scorede det enlige georgiske mål i Telia Parken, og det var prikken over i'et for Randers-spilleren, der beviste, at han er mere end klar til et salg til en højere hylde denne sommer. Saba Lobjanidze var Georgiens farligste mand, og det var lidt af et gennembrud for ham på landsholdet. Hidtil har han slet ikke spillet så meget i landsholdsregi. 

Kampens værste:
Så fik han endelig chancen på landsholdet, Robert Skov. Og lad det være sagt med det samme - den greb han ikke. FC Københavns målmaskine var først og fremmest med for at plaffe fra distancen, og tre gange kom Skov i en god skudposition, men han var ikke i nærheden af succes. Robert Skov fik heller ikke gang i samspillet med Peter Ankersen eller de direkte udfordringer, så det var en skuffende, dansk debutant, der blev afløst af Daniel Wass efter en time. 

Kampens detalje:
Kasper Dolbergs attitude får ikke ret mange op af stolene, men det gjorde angriberens tekniske formåen i starten af anden halvleg, da han satte de to georgiere Otar Kakabadze og Guram Kashia på hælene med en fremragende førsteberøring. Dolberg tog en berøring rundt om støttebenet og snød de to oppassere, inden han sendte Jens Stryger Larsen af sted med en præcis stikning. Angrebet førte ikke til noget, men det skal ikke tage noget fra en velspillende Dolberg.