Først var det Marvin Schwäbe fra Brøndby, men ham ville den danske klub ikke sælge for under 20 millioner kroner, og i stedet begyndte VfB Stuttgart at kigge andre steder for at finde sig en ny målmand.
Klubben zoomede ind på Markus Schubert, men heller ikke den 21-årige keeper lykkedes Stuttgart med at hente.
I stedet skal klubben ifølge det tyske medie Bild nu rette blikket mod en tredje keeper.
Og denne gang meldes det, at klubben har mere held i sprøjten.
Målmanden Gregor Kobel skal være på vej til Stuttgart på en etårig lejeaftale. Ifølge Bild forlænger den 21-årige keeper sin aftale med Hoffenheim, så den løber frem til sommeren 2021, og så bliver han altså udlejet til Stuttgart den kommende sæson.
Kobel var i sidste sæson udlejet til Augsburg, hvor han spillede 17 kampe i Bundesligaen.
Stuttgart, der rykkede ned fra Bundesligaen, lader altså til helt at have opgivet at hente Marvin Schwäbe, 24 år, i Brøndby.