Video : Tipsbladet
Superliga

Hobro afviser millionbud fra Randers på kantspiller

Hobro-sportschef Jens Hammer Sørensen fortæller, at et millionbud fra Randers FC på Edgar Babayan er blevet afvist.

I sommeren 2017 skiftede Edgar Babayan Randers FC ud med Hobro IK, og her han har i sær i den seneste sæson haft stor succes, hvilket blandt andet også er blevet præmieret med en plads på det armenske landshold. 

I den seneste tid har det forlydt, at Randers FC var interesseret i at hente kantspilleren tilbage til klubben. Derfor sendte de et bud på to millioner kroner afsted til Hobro for Babayan, men det bud er blevet afvist, kan Hobros sportschef Jens Hammer Sørensen fortælle. 

- Vi har sagt pænt nej tak. Vi værdisætter ikke Edgar ligesom Randers. Der er to forskellige opfattelser af, hvad han skal koste. Vi har ikke hørt fra Randers, siden vi afviste buddet, så nu må vi se, hvad der sker, siger Jens Hammer Sørensen til bold.dk.

Jens Hammer Sørensen fortæller dog videre, at Hobro er en sælgende klub, og at alle spillere som udgangspunkt er til salg, hvis den rigtige pris bliver mødt. 

23-årige Edgar Babayan har kontrakt med Hobro indtil sommeren 2021.