Video : Tipsbladet
Benelux

Ajax henter hollandsk landsholdsspiller i Sevilla

Ajax har forstærket offensiven med Quincy Promes, som forlader Sevilla efter mindre end ét år i klubben.

Sidste sommer betalte Sevilla en ganske stor sum for at hente Quincy Promes til klubben fra Spartak Moskva, men efter en noget skuffende sæson i den spanske klub, går turen nu tilbage til hollandsk fodbold for den hurtige kantspiller.

Han har i dag gennemført et skifte til storklubben Ajax, hvor han har underskrevet en femårig kontrakt.

Ajax oplyser på sin hjemmeside, at klubben er blevet enig med Sevilla om at betale 117 millioner kroner for den 27-årige hollænder, som formentlig er udset til at skulle lukket hullet efter David Neres eller Hakim Ziyech, som hver især rygtes væk fra klubben.

Som ganske ung var Quincy Promes en del af Ajax’ ungdomshold, men inden han slog igennem i klubben skiftede han til Twente, hvor han sidenhen blev en stor profil og tog springet til russisk fodbold.

Han kan spille på begge kanter og som angriber, og det kan også betyde øget konkurrence til danske Kasper Dolberg.