Video : Tipsbladet
Premier League

Medie: Huddersfield kræver 140 millioner for dansk profil

Huddersfield Town vil sælge dansk midtbanespiller for knap 140 millioner, melder engelsk medie.

Philip Billings dage i Huddersfield Town er efter alt at dømme talte.

Den danske midtbanespiller kritiserede i maj klubbens tyske træner, Jan Siewert, og i weekenden erklærede Huddersfields bestyrelsesformand, Phil Hodgkinson, at hverken Billing eller Mathias ”Zanka” Jørgensen kommer til at have noget med førsteholdet at gøre, mens han er i klubben. 

Men den engelske klub har ikke intentioner om at lade Philip Billing gå billigt.

Ifølge Daily Mail har Huddersfield sat et prisskilt på danskeren, og de skulle kræve 17 millioner pund – eller knap 140 millioner kroner.

Det skulle have fået potentielle bejlere til at genoverveje, om de vil byde på Billing. Især Premier League-klubben Bournemouth meldes ifølge mediet interesserede, og cheftræneren Eddie Howe skulle se et stort potentiale i den 23-årige dansker. Bournemouth forventes også at byde på danskeren, skriver Daily Mail.

Philip Billing kom til Huddersfield Town fra Esbjerg fB i 2013, og han har siden spillet 91 kampe for klubben – heraf 43 i Premier League.