Video : Tipsbladet
1. division

Næstved-træner stopper efter to kampe

Efter blot to kampe i 1. division-sæsonen er Næstved Boldklub og cheftræner Per Hansen Dos Santos gået hver til sit.

To nederlag og en målscore på 1-5.

Det er, hvad det er blevet til for Næstved Boldklub i de første to runder af denne sæson i 1. division, og det vælger de nu at tage konsekvenserne af.

Cheftræner Per V. Hansen Dos Santos stopper nemlig i klubben, meddeler Næstved Boldklub i en kortfattet besked på klubbens Facebook-side. Det sker efter gensidig aftale, skriver de.

- Næstved og cheftræner Per V. Hansen Dos Santos går hver til sit, efter gensidig aftale. Vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden, meddeler Næstved.

Per V. Hansen Dos Santos kom til klubben forud for denne sæson, efter at Næstved fyrede Michael Hemmingsen som cheftræner. Hemmingsen førte ellers Næstved tæt på en plads i playoff-kampene om oprykning til Superligaen, da klubben sluttede som nummer fire i sidste sæson.

I denne sæson er det som bekendt blevet til to nederlag, hvilket betyder, at Næstved er sidst i 1. division.