Video : Tipsbladet
Champions League

Stærk Leicester-nigerianer forhindrede første Lampard-sejr

Andreas Christensen spillede alle 90 minutter, da Chelsea søndag spillede 1-1 med Leicester i Premier League. Mason Mount og Wilfred Ndidi stod for målene.

Chelsea og Frank Lampard fik en skidt start på Premier League-sæsonen, da det sidste søndag blev til et 0-4-nederlag til Manchester United.

Onsdag kom London-klubben, i hvert fald rent præstationsmæssigt, tilbage på sporet mod Liverpool i den europæiske Super Cup, men Jürgen Klopps mandskab kunne løfte pokalen efter straffesparkskonkurrence, hvorfor Lampards mandskab søndag skulle forsøge at tage sæsonens første sejr, da Leicester kom på besøg.

Og værterne, som havde Andreas Christensen med fra start, kom godt i gang. Chelsea lagde et hårdt pres fra kampens begyndelse, og allerede efter seks minutter gav det pote.

Leicester forsøgte at spille bolden op nede bagfra, men Wilfred Ndidi var for langsom om at skille sig af med kuglen, som Mason Mount i stedet kunne opsnappe og sparke ind bag Kasper Schmeichel i Leicester-buret. 1-0 til Chelsea.

Selvsamme Mount og N'Golo Kanté fik senere i halvlegen gode muligheder for at udbygge føringen, mens Kepa omvendt var tæt på at koste et mål, da han lige akkurat fik prikket bolden forbi Jamie Vardy, som var tæt på at opfange den tæt under mål, efter en halv times tid.

Efterhånden som første halvleg skred frem, kom gæsterne bedre og bedre med i opgøret, og det fortsatte efter pausen, hvor Brendan Rodgers' mandskab endda satte sig på spillet.

Det førte efter 66 minutter til, at James Maddison kunne sparke et hjørnespark ind i panden på Ndidi, som steg til vejrs og headede udligningen ind. Nigerianeren fik dermed rettet op på sin store fejl fra begyndelsen af opgøret.

Ikke mange minutter senere fik Maddison desuden en gylden mulighed for at bringe Leicester i front, da midtbanespilleren fra tæt hold formåede at sparke bolden langt over mål.

Youri Tielemans kunne også have gjort det til 1-2 med få minutter tilbage, hvor belgieren modtog en aflevering skråt tilbage i feltet. Midtbanespilleren fik dog sendt forsøget direkte i hænderne på Kepa, som dermed forhindrede et totalt Chelsea-sammenbrud.

Søndagens sene Premier League-kamp sluttede således 1-1, hvorfor Frank Lampard stadig har sin første sejr som Chelsea-manager til gode.