Video : Tipsbladet
Generelle

DBU hyrer fysisk træner til U21-landsholdet

Albert Capellas kan glæde sig over, at han får en fysisk træner ved sin side fremadrettet.

Det danske U21-landshold tager i efteråret hul på kvalifikationen til U21-EM, der om et par år afholdes i Slovenien, og til opgaverne fremadrettet får den nye landstræner Albert Capellas en øget stab at arbejde med.

DBU fortæller nemlig på sin hjemmeside, at unionen hyrer 43-årige Thomas Rostgaard i en stilling som fysisk træner. Rostgaard arbejder til dagligt i Randers FC, men vil fra september også være tilknyttet det danske U21-landshold, der plejer at træne og spille i Aalborg.

- Jeg glæder mig til på U21-landsholdet at komme til at arbejde sammen med en rigtig dygtig stab og være med til at skabe de bedst mulige forhold for nogle rigtig dygtige spillere. Det er en opgave, jeg ser meget frem til at varetage, siger Thomas Rostgaard til DBU's hjemmeside.

Udover Rostgaard har Albert Capellas Steffen Højer som assistenttræner, mens Jan Rindom er holdets målmandstræner. Thomas Sørensen er analytiker for holdet.

- Vi har allerede forud for EM fået tilknyttet en fast analytiker og nu også en dygtig og erfaren fysisk træner. Det er vi meget tilfredse med, da det er med til at give et yderligere løft i U21-landsholdets set-up og DBU’s arbejde med at udvikle vores største talenter. Vi har nogle rigtige dygtige spillere på vej, og det er derfor vigtigt, at vi hele tiden sikrer en optimering, så vi kan fortsætte den succes, vi har haft i gennem længere tid med vores dygtigste unge spillere,” lyder det fra talentudviklingschef i DBU Flemming Berg.

Danmarks U21-landshold møder Ungarn i en testkamp fredag den 6. september, inden holdet den 10. september møder Rumænien i EM-kvalifikationen. Begge opgør spilles i Aalborg.