Video : Tipsbladet
La Liga

Braithwaite tror på endnu en scoring på Camp Nou

Martin Braithwaite er ikke i tvivl om, at han kan få scoret igen på Camp Nou.

Den danske landsholdsangriber Martin Braithwaite skal torsdag aften i kamp mod storklubben FC Barcelona i den spanske pokalturnering med sin klub Leganes. Det er selvsagt ikke den bedste lodtrækning for Braithwaite og Co., men danskeren har gode minder fra sidste sæson mod catalanerne. Det fortæller han om i et langt interview med danske fcbarcelona.dk.

Samtidig peger han på, at det sagtens kan blive til endnu en scoring på Barcelonas frygtede hjemmebane, Camp Nou. 

- Selvfølgelig er det altid specielt at score på nogle af de største stadions i verden mod nogle af de bedste hold. Jeg ser helt sikkert mig selv som en spiller på deres niveau. Jeg vil gerne derhen og vise mig frem mod nogle spillere som dem, så jeg tror helt sikkert på, at jeg kan score mod dem i morgen, siger han og fortsætter:

- Jeg kommer med en masse selvtillid, og jeg tror på mig selv, så selvfølgelig tror jeg på, at jeg kan gøre det. Det handler dog om, at holdet spiller en god kamp, lyder det fra Martin Braithwaite.

Endvidere må Braithwaite konstatere, at klubben langt fra fik en drømmelodtrækning, da seks andre hold af de otte, der var i bowlen, var lavere rangeret end Leganes. Han ser dog lyst på det, og fortæller, at hvis man kan slå Barcelona ud af turneringen, så er man nået et godt stykke af vejen.

3. januar rundede den danske angriber ét år i den spanske klub.

Kampen mellem Barcelona og Leganes spilles torsdag klokken 19.