Video : Tipsbladet
Superliga

Lyngby-træner: Nedrykningsplayoff er uundgåeligt

Lyngby-træner Christian Nielsen tror ikke mere på, at hans hold kan nå andenpladsen i nedrykningspulje 1.

Lyngby led lørdag et smertefuldt nederlag til allerede nedrykkede Silkeborg, da det sjællandske mandskab på udebane tabte 0-2.

Det betyder, at det næsten er umuligt for Lyngby at nå andenpladsen og undgå nedrykningsplayoff i 3F Superligaens nedrykningspulje 1.

Det vil kræve et nederlag til Sønderjyske mod OB senere lørdag, mens Lyngby så stadig skal slå Sønderjyske meget stort i den sidste kamp.

Lyngbys cheftræner, Christian Nielsen, erkender blankt, at løbet er kørt.

- Det var det skud, vi havde. Vi bliver nummer tre i puljen, siger Lyngby-træneren.

- Selvfølgelig spiller vi til det sidste, men det ser noget nær umuligt ud.

Selv om det højst sandsynligt står på to playoffkampe om at undgå nedrykning, så ser træneren frem mod udfordringen med oprejst pande.

- Vi har været gode i knald-eller-fald-kampe før. Vi er i Superligaen nu, fordi vi slog Vendsyssel ud sidste sæson. Så vi har gode erfaringer fra, da vi stod her sidst.

I playoffkampene venter Hobro, der allerede er sikker på at ende på tredjepladsen i den anden nedrykningspulje. Og her spår træneren sit hold gode chancer.

- Kan vi udligne Hobros fysik og energi, så mener jeg, at vi har noget at byde ind med, som de ikke har.

- Havde du spurgt os inden sæsonen, er jeg ret sikker på, vi havde taget imod playoffkampe mod Hobro.

Lyngby-anfører Martin Ørnskov ser ligesom sin træner frem mod de to playoffkampe og påpeger, at holdet er vant til knald-eller-fald-kampe.

- Nu har vi de seneste to år prøvet at stå i lignende situationer, hvor det først gik dårligt og anden gang gik godt.

- Sidste år kom vi bagfra og snød alt og alle og rykkede op, så man skal ikke dømme os ude endnu, siger Ørnskov.

/ritzau/