Video : Tipsbladet
Serie A

Cornelius udgik med skade, da Milan og Kjær besejrede Parma

AC Milan vandt onsdag aften med 3-1 over Parma efter at være kommet bagud. Simon Kjær spillede hele kampen for Milan, mens Andreas Cornelius måtte udgå med en skade tidligt i første halvleg.

AC Milan skulle onsdag aften fortsætte jagten på europæisk fodbold i næste sæson, da de fik besøg af Parma, der er placeret midt i tabellen.

Der var dermed på forhånd også lagt op til en spændende, direkte danskerduel mellem AC Milans Simon Kjær og Parmas Andreas Cornelius. 

Denne duel blev dog allerede aflyst efter et lille kvarter, da Andreas Cornelius pludselig satte sig ned og umiddelbart efter måtte lade sig udskifte med det, der lignede en muskelskade i baglåret.

Fra bænken kunne han dog se holdkammeraterne bringe sig overraskende i front kort før pausen ved Jasmin Kurtic.

AC Milan viste dog senest mod Juventus, at de ikke skal afskrives for tiden, og Kjær og kompagni gentog bedriften med et nyt comeback i kampens anden halvleg. Franck Kessie udlignede efter 55 minutter, og kun fire minutter senere bragte Kjærs forsvarsmakker Alessio Romagnoli hjemmeholdet på 2-1.

Med 13 minutter igen lukkede AC Milan så kampen, da Hakan Çalhanoğlu gjorde det til 3-1, der også blev kampens endelig resultat.

Simon Kjær kan derfor fejre en god dag i karrieren med en sejr. Tidligere onsdag blev det nemlig officielt, at Milan har aktiveret købsklausulen i Kjærs lejekontrakt og henter landsholdsanføreren i Sevilla efter denne sæson på en permanent to-årig aftale.

Med sejren og Napolis pointtab onsdag til Bologna er AC Milan nu også meget tæt på 6. pladsen i Serie A, der giver deltagelse i næste sæsons Europa League. Både Napoli og Milan har 53 point, men napolitanerne har stadig en bedre målscore.