Video : Tipsbladet
Superliga

OB-profil: Ligeglad om vi møder AGF eller FCK

AGF og FC København er OBs mulige modstandere i Europa Playoff-finalen, og ifølge Mads Frøkjær-Jensen er den ene modstander ikke bedre end den anden.

Mads Frøkjær-Jensen og OB spillede sig videre til Europa Playoff-finalen med et 1-1-resultat ude mod AC Horsens.

I finalen venter enten AGF eller FC København, der spiller senere søndg, men den unge OB-profil har ikke en foretrukken finalemodstander.

Det fortæller han til TV3 Sport.

- Jeg er sku lidt ligeglad. Det bliver en svær kamp uanset hvad. Så længe vi vinder, så er jeg tilfreds.

Efter en lige første halvleg kom OB bagud 1-0 i anden halvleg, da Mads Kiilerich bragte hjemmeholdet foran.

Lidt over 10 minutter før tid blev det til en udligning på et mål af unge Mikkel Hyllegaard, men Frøkjær var ikke tilfreds med spillet trods det videre avancement i jagten på en plads i europæisk fodbold.

- Jeg synes ikke, det er godt nok, at vi falder sådan ud af kampene. Men det viser lidt, at vi er blevet bedre til at komme tilbage i kampe, hvor spillet ikke fungerer.

- Jeg føler ikke selv, jeg er nok på bolden i anden halvleg. Det er hips om haps, om det holdets eller min egen skyld. Det er, hvordan man ser på det.

Europa Playoff-finalen bliver afviklet onsdag.