Rasmus Nissen Kristensens udlandseventyr er ikke gået helt som ønsket, siden han i 2018 forlod FC Midtjylland.
Efter halvandet år som reserve i Ajax tog han sidste sommer til Red Bull Salzburg i håbet om fast spilletid. Men det satte diverse skader for, og i sin første sæson i Østrig blev det blot til 20 kampe for Red Bull-klubben.
Læs også:Efter pragtpræstation: Rasmus Falk-salg kræver højt bud
Men nu lysner det for den danske højre back. Forud for den kommende sæson er Rasmus Nissen Kristensen således blevet helt skadesfri.
- Jeg spillede ikke meget i 2020, men nu er jeg helt fit igen, siger den 23-årige back ifølge Kronen Zeitung.
Kronen Zeitung skriver desuden, at Rasmus Kristensen er gået direkte ind på førsteholdet, når der trænes i den østrigske klub. Dermed lover det godt for, at danskeren bliver en del af startopstillingen og kan få sit endelige gennembrud i udlandet.
Red Bull Salzburg mangler at spille testkampe mod henholdsvis Liefering, SK Dynamo og Ajax, før de møder Bregenz i den første runde af den østrigske pokalturnering i slutningen af august.