Video : Tipsbladet
Premier League

Manchester City tager afsked med Claudio Bravo

Claudio Bravo har forladt Manchester City ved kontraktudløb, bekræfter englænderne.

Efter fire år i Manchester City skal Claudio Bravo nu på jagt efter en ny arbejdsgiver.

Den 37-årige keeper har nemlig kontraktudløb denne sommer, og den aftale bliver ikke forlænget. Det har længe ligget i kortene, og nu bekræfter Manchester City det på sin hjemmeside.

Bravo kom til Manchester City fra FC Barcelona, da Pep Guardiola overtog cheftrænertjansen i den engelske storklub. I sin første sæson i England stod chileneren 22 kampe i Premier League, men i sommeren 2017 kom Ederson til og overtog tjansen som førstekeeper, og siden har Claudio Bravo taget til takke med en reservetjans.

I alt nåede han at spille 61 kampe for Manchester City, hvoraf kun 29 var i Premier League.

Læs også:Tirsdagens rygtebørs: Juventus vil sælge Ronaldo for stort beløb

Tidligere i karrieren har Claudio Bravo optrådt Real Sociedad og FC Barcelona i La Liga, hvor det er blevet til næsten 250 kampe. Desuden kan han bryste sig af mere end 120 landskampe for Chile.

Foruden Claudio Bravo har Manchester City også sagt farvel til klublegenden David Silva denne sæson. Han er skiftet til Real Sociedad. 

Læs også:David Silva tager to år i Real Sociedad

Læs også:Ung Inter-midtbane hylder mesteren Eriksen efter stor sejr