Video : Tipsbladet
Superliga

Endnu en FCK-spiller er testet positiv for coronavirus

Jens Stage er formentlig blevet smittet af familiemedlem. FCK aflyser træningskamp for at undgå spredning.

FC København må undvære midtbanespilleren Jens Stage i den kommende tid på grund af coronavirus.

På klubbens hjemmeside oplyser FCK, at Stage har afgivet en positiv test og nu er sendt i isolation.

- Han formodes at være blevet smittet af et familiemedlem og ikke i klubben, men han har ikke udvist symptomer, skriver FCK.

Samtidig har FCK valgt at droppe en træningskamp fredag.

- Den positive test betyder, at fredagens træningskamp mod FC Helsingør er aflyst ud fra et ønske om ikke at løbe nogen form for risiko i forhold til smittespredning, skriver klubben.

I sidste uge kom det frem, at også Peter Ankersen og Bryan Oviedo var smittet med coronavirus. De to spillere træner dog med igen.

FCK's næste opgave er et opgør mod Randers FC i Superligaen 23. november. Der er i øjeblikket pause i landets bedste fodboldrække på grund af landskampe.

/ritzau/