Video : Tipsbladet
Superliga

Det lærte vi af Superligaen: Brøndby ligner FC Midtjyllands førsteudfordrer

Hvad står tilbage efter weekendens Superliga-runde? Det ser vi nærmere på med disse tre nedslag.

Endnu en vild og voldsom Superliga-runde nærmer sig sin afslutning, og der er i den grad nok at tage fat på.

FC København fik sin første sejr efter at have tabt de første par kampe med Jess Thorup i spidsen for holdet, og så kom AC Horsens endelig på tavlen i 10. forsøg.

Her er, hvad vi lærte af 10. runde i dansk fodbolds bedste række.

Brøndby ligner FC Midtjyllands førsteudfordrer

De var så tæt på at vinde mesterskabet i sommeren 2018, men i stedet var det FC Midtjylland, der løb med det, og nu ligner Brøndby IF igen et bud på en dansk mester.

Efter næsten en tredjedel af denne sæson fører klubben fra den københavnske Vestegn Superligaen, og Brøndby viste mandag store kvaliteter, da det endte med en sikker sejr på 4-1 over Lyngby.

Niels Frederiksens mandskab spiller godt, anført af et godt forsvar og en flyvende Jesper Lindstrøm i offensiven. Klubben er tilbage på førstepladsen i Superligaen, og i det hele taget ligner holdet lige nu den største udfordrer til FC Midtjylland i kampen om mesterskabet. 

Kan Brøndby holde dampen oppe, kan det ende med at blive en rigtig fin sæson for klubben, der trods salg af store profiler for et lille år siden har formået at holde et højt niveau med dygtige, unge spillere.

Presset stiger på Jakob Michelsen

For tredje Superliga-kamp i streg vandt OB ikke, da det fredag aften blev til 1-2 ude mod Randers FC. Dermed har de sidste tre kampe bare kastet et enkelt point af sig for Jakob Michelsen og fynboerne.

Spørgsmålet er, hvor sikkert OB-træneren sidder i sædet. Fynboerne har ikke spillet et godt efterår og ligger i øjeblikket tredjesidst i Superligaen, dog tættere på top seks end på de to nederste pladser i tabellen. Den top seks-placering, som er klubbens ambition.

Læs også:Træt Riddersholm: Så havner vi igen i det VAR-halløj

Men Michelsens kontrakt løber ud til sommer, og der har ikke været meget snak om en forlængelse af samarbejdet. Hvis OB ikke tror på Michelsen på den lange bane, kunne det give mening, at man skifter træner snart. For eksempel i vinterpausen. Også hvis den rette afløser er ledig.

Resultaterne er ikke med OB og Michelsen lige for tiden, og sportschef Michael Hemmingsen er måske i gang med at sondere markedet for potentielle træner-emner til OB, der under alle omstændigheder internt skal forholde sig til de forskellige scenarier.

AC Horsens spræller

De har ikke vist meget indtil videre i Superligaen, men i 10. runde i denne sæsons Superliga var der liv i Horsens. Klubben fik søndag første Superliga-sejr under træner Jonas Dal, da det blev til 3-1 hjemme mod Vejle Boldklub.

Horsens har stadig noget at indhente, for klubben er lige nu fem point efter OB, der ligger tredjesidst. Det viser også bare, hvor vitale de tre point mod Vejle var. Horsens tre kommende kampe er i øvrigt svære: FC København ude, AGF hjemme og Brøndby hjemme venter.

Læs også:Var det 3-5-2 eller 4-3-3 mod SønderjyskE? Thorup er selv i tvivl

Krig om startopstillingen

Han gjorde både under og efter opgøret mod FC København opmærksom på, at Jess Thorup og FCK ikke havde sat den korrekte opstilling på det stykke papir, der offentliggøres en time før de forskellige Superliga-kampe. Og Glen Riddersholm var sur.

SønderjyskE tabte søndag med 1-3 hjemme til FC København, og Riddersholm lod forstå, at man i hvert fald ikke skulle være i tvivl om, at SønderjyskE ville indberette FC København til Fodboldens Disciplinærinstans for at have listet en forkert opstilling på papiret en time før opgøret.

Hvad var det så, der var forkert? Det var de 11 startende spillere, der stod på papiret, men af det offentliggjorte fra FCK lignede det en 3-5-2 opstilling, hvor det i virkeligheden var en 4-3-3, FCK mødte op med.

Og det var Riddersholm altså sur over. Til det svarede Jess Thorup blot, at Riddersholm havde brug for undskyldninger.

Men Riddersholm har dog en pointe. Det er noget, Superliga-klubberne netop har holdt hinanden op på skal være rigtigt.

I foråret tabte Randers en lignende sag, da man indberettede AC Horsens for at opgive en forkert startopstilling. Sagen blev tabt, blandt andet fordi disciplinærinstansen lagde vægt på, at Horsens havde opgivet den rigtige formation.

Læs også:Thorup fnyser af Glen: Han må jo have behov for at søge undskyldninger

Læs også:SønderjyskE vil indberette FC København

Læs også:Bedst og værst: Spilleglæde og VAR-glæde i FC København