Video : Tipsbladet
Champions League

Flyvende Haaland: Hygger mig i Champions League

Erling Haaland føler sig godt tilpas i Champions League, hvor han nu har scoret 18 gange i 13 kampe.

Erling Haaland blev hovedpersonen, da Dortmund onsdag aften nedlagde Sevilla med 3-2 på udebane i den første Champions League-ottendedelsfinale.

Nordmanden scorede to kasser og nåede dermed 18 scoringer på bare 13 kampe i turneringen.

Den havde midlertidig cheftræner Edin Terzic luret.

- Edin har været god for mig, og jeg har talt meget med ham. Han sagde, at det ville blive min kamp, og at jeg ville få mine chancer. Det gjorde jeg, og det var en vigtig sejr, siger Erling Haaland ifølge uefa.com efter opgøret.

Også 3+ fik fat i den ombejlede nordmand, som blandt andet afslørede, at han med vilje planlægger at intimidere sine modstandere.

- Det er Champions League, og det er altid specielt. Jeg hygger mig i Champions League, sagde han.

Anfører Marco Reus, som lagde op til det ene af Haalands to scoringer, var godt tilfreds med første halvleg, hvor Dortmund kom foran 3-1.

Anden halvleg var en anden sag.

- Det var ikke godt, for vi blev for passive. Derfor havde vi ikke nok faser med boldbesiddelse, og vi fik ikke sendt pasninger nok ned bag Sevillas bagkæde, siger han.

Dortmund står nu med gode muligheder for at gå i kvartfinalen, men Erling Haaland er ikke sikker på noget som helst.

- Kvartfinalen er ikke i hus, siger Haaland, som håber at bruge onsdagens resultat positivt i weekendens bundesligaopgør mod Schalke 04.

- Vi skal restituere hurtigt, og vi skal tage den positive mentalitet med, for den kamp skal vi vinde, siger han.

Opgøret mod Schalke 04 venter lørdag aften på udebane.

/ritzau/