Tre trænere omkring førsteholdet i Manchester United er testet positive for COVID-19 før søndagens opgør mod Newcastle i Premier League.
Det skriver det engelske medie Daily Mirror.
Trænertrioen vil dermed ikke være til stede på Old Trafford til søndagens kamp, hvor to andre trænere kommer ind som erstatninger.
- Nicky Butt og Mark Dempsey vil sammen med Ole Gunnar Solskjær være på bænken i aften, på grund af at flere trænere i staben er gået i selvisolation, skriver klubben i en pressemeddelelse.
Trænertrioen skulle være blevet testet positive tidligere på ugen, hvorfor de ikke var med i Torino til Europa League-kampen mod Real Sociedad i torsdags.
I pressemeddelelsen fremgår det også, at søndagens opgør bliver fløjtet i gang klokken 20.00 på Old Trafford som planlagt.