Video : Tipsbladet
Superliga

OB-boss: Mange uenigheder hele vejen igennem

De to lejre var bestemt ikke enige i løbet af opgøret mellem OB og Randers FC.

Fynboerne OB fik tre vitale point, da holdet søndag vandt med 2-1 hjemme over Randers FC fra top seks.

Dermed er OB i den grad i spil til en placering blandt de bedste seks, hvor holdet aktuelt er á point med SønderjyskE, der spiller mandag. Samtidig er holdet blot tre point efter Randers, som man altså slog i Odense.

Netop OB og Randers var der ikke enighed blandt på sidelinjen i løbet af opgøret, men OB-træner Jakob Michelsen talte efterfølgende "balladen" ned.

- Der var mange uenigheder hele vejen igennem, og det er jo derfor, at der er en med en fløjte. Det er nok meget godt. Jeg synes, det var en fuld fortjent sejr, og vi var det bedste hold i dag. Vi laver to mål og giver ikke mange chancer væk, siger Jakob Michelsen til Eurosport 2 efter opgøret.

Træneren peger især på første halvleg, for selv om OB kom bagud på et stort drop af ellers dygtige Oliver Christensen, så cheftræneren et hold, der var bedst.

- Vores første halvleg var ikke bare et, men to niveauer bedre end Randers på dagen. Vi skal jo føre. Fraset de sidste 20 minutter er vi i fuld kontrol. Det er enormt stærk, efter vi får en kold spand vand i hovedet på grund af den personlige fejl, siger cheftræneren.

OB's næste opgave er den 4. marts, hvor man gæster SønderjyskE.