Video : Tipsbladet
Superliga

Det lærte vi af SL: 5 spillere kan blive topscorer

Tipsbladet.dk ser nærmere på endnu en begivenhedsrig Superliga-weekend.

Superligaen gav os endnu en weekend med masser af stof til debat. Men mellem de rasende kommentarer på Facebook og de verbale udfald hjemme i stuerne er der også plads til et par observationer.

I takt med at kampen om top 6 og positioneringen i topper tager til, bliver vi klogere og klogere på en række tendenser i dansk fodbolds bedste række. Her ser vi nærmere på nogle af dem.

Vedvarende venten på velfungerende VAR
Hvis man havde håbet, at indførslen af Video Assistant Referee ville føre til færre diskussioner om dommerne og deres kendelser, må man sidde skuffet tilbage. Om noget har VAR haft den modsatte effekt.

Seneste eksempel er 3-3-kampen mellem FC København og AGF. En topkamp, der bød på en hæsblæsende start, en utrolig afrunding og seks mål. Alligevel er det eneste, det handler om bagefter, dommeren og hans hjælpere i VAR-rummet.

Diskussion af dommere har i årtier været en central del af fodbolden, men debatten har udviklet sig til både at handle om opmændene og deres videohjælpere. Nu får det hele så et meta-lag, i og med vi tager det op i dette format...

Superligaen er fyldt med farlige angribere
I nogle sæsoner stikker én eller få målscorere af på topscorerlisten og laver mange flere kasser ind konkurrenterne. I denne sæson er toppen mere bred.

I øjeblikket er fem spillere noteret for minimum ét mål i hver anden kamp, og i weekenden kom tre af dem på tavlen. Patrick Mortensen og Jonas Wind, der nu fører topscorerlisten med 11, lavede to mål hver, mens Alhaji Kamara scorede sit niende sæsonmål. Dermed er han lige med Brøndby-duoen Mikael Uhre og Jesper Lindstrøm.

Alt dette gør det ikke bare spændende at følge, hvem af de fem der bliver topscorer. Det vidner også om, at Superligaen i øjeblikket er rig på dygtige målscorere, og dem kan man ikke få for mange af.

FCM er stadig FCM
I en verden, hvor alt er vendt på hovedet de seneste 12 måneder, er det betryggende, at noget stadig er, som det plejer at være. Tag eksempelvis Superligaens førerhold, FC Midtjylland.

Holdet har efterhånden udviklet som sit kendetegn, at det vinder og vinder, uanset hvor godt det spiller. Søndag burde Brøndby IF have vundet, men faldt alligevel til en smal midtjysk sejr.

Det er den slags, som titler er skabt af, ikke mindst FC Midtjyllands egne. Det var især tydeligt i 2018, da selvsamme Brøndby fik berettiget ros for spillet under Alexander Zorniger, men FCM bare blev ved og ved med at vinde. FCM var en maskine dengang og er det nu.

Over den seneste halvanden sæson har holdet hentet 2,24 point i gennemsnit pr. kamp. Det er især imponerende, når det samtidig har spillet Champions League-gruppespil.