Der var ingen vindere, da de to tyske bundhold Schalke 04 og Mainz mødte hinanden i Bundesligaen fredag.
Det kommer nok ikke som den store overraskelse. De to mandskaber har tilsammen kun taget fem ligasejre i denne sæson. Fredag endte det 0-0.
Schalkes ansættelse af Dimitrios Grammozis som cheftræner tidligere var altså indtil videre ikke nok til at hive holdet ud af det dødvande, det er fanget i nederst i tabellen.
Her ligger Schalke med blot ti point på kontoen stadig efter fredagens resultat, otte point efter Hertha Berlin, Mainz og Bielefeld på 15.-, 16.- og 17.-pladsen.
Sidstnævnte har dog spillet to kampe færre end Mainz og Schalke og står altså med de bedste kort på hånden til at sikre sig en sæson mere i den bedste tyske række.
Frederik Rønnow var tilbage i Schalke-målet fredag. Danskeren måtte se mange Mainz-skud blive sendt i hans retning, men heldigvis for Rønnow var Bo Svenssons tropper ikke særligt skarpe.
Mod slutningen måtte den danske målmand dog ud i noget nær fuld længde for at afværge et yderligt skud fra at ende i nettet.
Schalke havde stort set intet at byde på offensivt, og så endte det altså uden mål.
De to mandskaber mangler nu at spille ti kampe i sæsonen.
/ritzau/