Video : Tipsbladet
La Liga

Ny Barcelona-præsident ser tegn: Messi bliver

Topprioriteten for FC Barcelonas nye præsident er at beholde verdensstjernen, der har kontraktudløb til sommer.

Ovenpå søndagens valgsejr er FC Barcelona nye præsideny, Joan Laporta, klar til at følge op på, hvad han lovede klubbens mange medlemmer og fans - overbevise Lionel Messi om at blive i klubben.

Ifølge Laporta er det "meget sigende", at Messi tog sig tid til at gå ned og stemme, fordi det bekræfter, at argentineren elsker klubben.

- Det, at Messi kom og stemte i dag, og tog del i valget, er meget sigende. For tyve år siden fik han debut på Barcas ungdomshold. At se den bedste spiller i verden komme og stemme i dag er et klart tegn på det, vi blive ved med at sige. Leo elsker Barcelona, lød det på pressemødet fra valg-vinderen.

- Den bedste spiller i verden elsker Barca, og jeg håber, at det er et tegn på, at han bliver i Barcelona, hvilket er det, vi alle ønsker, uddybede Laporta.

Messis kontrakt udløber til sommer, hvilket ikke giver Laporta ret meget tid til at overbevise angriberen om at underskrive en ny kontrakt med Barcelona.

Argentinerens nuværende aftale blev indgået i 2017 og vurderes at have en total værdi i omegnen af 555 millioner euro (4,1 milliarder danske kroner).