Video : Tipsbladet
Europa League

- Vi spillede som Milan

Simon Kjær og AC Milan fik 1-1 med sig, da Manchester United torsdag var modstanderen i Europa League.

Simon Kjær spillede en hovedrolle, da to af Europas største klubber torsdag tørnede sammen i Europa Leagues ottendedelsfinaler.

Danskeren scorede således AC Milans mål i 1-1-kampen mod Manchester United på Old Trafford.

Kjær pandede det potentielt meget vigtige udebanemål i kassen efter et hjørnespark i kampens tillægstid.

Inden da havde Milan allerede i kampens første minutter to gange sendt bolden i mål, men begge gange blev scoringerne annulleret.

- Vi spillede en fantastisk kamp. Vi vidste, at United har kvalitet, men vi spillede med den rigtige personlighed og den nødvendige tålmodighed til at vente på chancerne, siger Kjær efter kampen ifølge uefa.com.

- Det her er et fantastisk stadion med en fantastisk historie, men vi spillede som Milan - med den rigtige attitude. Vi ved, det bliver endnu en svær kamp i næste uge, men vi går ind til den med selvtillid efter aftenens præstation.

Det var Simon Kjærs første mål for Milan. Den danske landsholdsanfører skiftede til klubben i januar sidste år.

Det var det 18-årige stortalent Amad Diallo, der scorede Uniteds mål kort inde i anden halvleg.

Den unge ivorianer - som netop var blevet skiftet ind - var vaks, da han kom først på en høj bold fra Bruno Fernandes, som Diallo headede over en ellers fremadstormende Gianluigi Donnarumma i Milan-målet.

Diallo skiftede til United fra Atalanta i januar.

- Han er en fantastisk ung knægt, og han gjorde det virkelig godt, efter at han kom ind, siger United-anfører Harry Maguire ifølge uefa.com.

- Det var godt at se, han fik lavet et mål. Han gjorde det godt, og der er forhåbentligt meget mere i ham.

De to tidligere stormagter i Europa mødes igen på San Siro i Milano næste torsdag.

/ritzau/