Video : Tipsbladet
Generelle

Medie: Ny teknologi vil ændre VAR markant

FIFA forventes snarligt at offentliggøre en rapport om et lovende forsøg med ny teknologi, der følger spillernes bevægelser.

FIFA har testet en ny teknologi, der følger spillernes bevægelser, og som hurtigt vil kunne kalde en offside, erstatte VAR-linjerne og reducere antallet af spilstop, hvor VAR skal kigge situationer igennem.

Det skriver det britiske tabloidmedie Daily Mail.

Den internationale fodboldorganisation forsøgte sig med det "semiautomatiske system" ved VM for klubhold i Qatar, og analysen af teknologien forventes at blive offentliggjort i løbet af de kommende dage, og FIFA skal ifølge det britiske medie være overbeviste om, at værktøjet vil blive lige så udbredt som mållinje-teknologien.

Daily Mail har talt med en unavngiven Premier League-dommer, der gerne ser teknologien introduceret, da han føler linjedommerne bliver udsat for unfair kritik, når de ikke vinker med det samme.

Den nye teknologi fungerer på den måde, at den via kunstig intelligens følger spillernes bevægelser, og identificerer det præcise tidspunkt for, hvornår en bold bliver afleveret. Derfra læser den selv de linjer, som i dag tegnes af dommerne i VAR-rummet.

I stedet for først at skulle tegne linjerne, kan VAR-dommerne inden for få sekunder se, om der er offside og give beskeden videre til dommeren på banen. Teknologien skulle efter sigende være så præcis, at den kan spotte, hvis det angriberens storetå, der er i offside.

Hvis teknologien bliver indført, så vil det reducere antallet af gange, hvor linjedommerne venter med at vinke offside, og fans slipper for at vente flere minutter på at fejre en scoring.

Ifølge Daily Mail så forventes teknologien at blive taget i brug første gang ved VM i Qatar, men coronakrisen kan forsinke processen, da det er svært at afvikle yderligere forsøg.

Det er svært at se, at teknologien vil ramme nogen af de store ligaer før 2023.