Video : Tipsbladet
Serie A

Pirlo forklarer hård straf til party-spillere

Juventus-træner, Andrea Pirlo, bekræftede fredag, at de tre spillere, der var til fest hos West McKennie ikke er med mod Torino.

Paulo Dybala og Arthur Melo fortryder nok den festlige aften hos deres amerikanske kollega Weston McKennie onsdag aften.

Festen blev nemlig afbrudt af politiet, da det ikke er tilladt at holde private fester i Italien på grund af coronasituationen, og i det hele taget er der udgangsforbud i Italien fra klokken 22 til klokken 5.

Konsekvensen, for de tre spillere, er, at de alle er blevet sorteret fra af Juventus-træner, Andrea Pirlo, til Derby della Mole mod Torino lørdag.

Det bekræftede Pirlo på fredagens pressemøde forud for kampen

- De fortsætter med at arbejde, men tiden vil vise, hvad der sker. Jeg tog beslutningen, og klubben sørgede for resten. Sådanne ting sker hele tiden, men det her er særligt slemt med det, der sker rundt om i verden.

- Det var ikke det rigtige tidspunkt at gøre det på, vi er forbilleder, og det skal vi leve op til, lød det fra den italienske træner ifølge Football-Italia.

Juventus har ikke haft det nemt denne sæson, hvor de ser ud til at miste deres første mesterskab i ti år. Med 11 kampe tilbage af sæsonen har de 10 point op til Inter Milan.