Video : Tipsbladet
Superliga

Horsens-træner: Vi lever med håbet

Søndag vandt AC Horsens 1-0 over AaB, men selv om nedrykningen fortsat er tæt på, er Horsens' træner optimist.

AC Horsens vandt søndag 1-0 på hjemmebane over AaB i Superligaens nedrykningsspil, og det var en yderst vigtig sejr af slagsen for det trængte bundhold.

Det begynder således at spidse til i overlevelseskampen. Horsens er sidst, og der er mere end ti point op til overlevelse.

De resterende fem kampe i nedrykningsspillet skal derfor helst vindes, hvis holdet også skal spille i Superligaen i næste sæson.

Alligevel er der fortsat en gennemgående tro på tingene i Horsens-lejren, fortæller holdets cheftræner, Jens Berthel Askou.

- For det første er der meget liv inde i omklædningsrummet, selv om spillerne er trætte, men der er selvfølgelig også liv for os i Superligaen endnu, og det er det, det handler om.

- Vi lever med håbet så længe som muligt, og det synes jeg, at vi har vist en evne til at gøre, uanset hvor sort det har set ud, siger Askou.

Cheftræneren var også begejstret for den indsats, hans trup lagde for dagen mod AaB.

- Jeg synes, vores indsats var fremragende, og vi fik lavet en kamp på vores præmisser, som vi vidste, at vi havde mulighed for på grund af deres opstilling, siger Askou.

Han ærgrer sig over, at holdet ikke har været i stand til at finde det niveau frem tidligere på sæsonen, for så havde pointkontoen set anderledes ud, vurderer han.

- Der også en årsag til, at vi ikke har flere point, og det er, at vi ikke har været skarpe nok.

- Nu har jeg ikke været med på hele rejsen, men jeg er tilfreds med størstedelen af det, som vi har præsteret i foråret, siger Jens Berthel Askou, der tiltrådte som cheftræner i klubben i starten af januar 2021.

I sidste uge fortalte Horsens-angriberen Nicolai Brock-Madsen, at han skulle væk fra Horsens, når hans kontrakt med holdet udløber til sommer.

Det tager Askou dog med ophøjet ro, og han er heller ikke bekymret for, at der sker en masseudvandring i Horsens-truppen, hvis overlevelsen i Superligaen skulle glippe.

- Der er jo altid nogen, der skal videre i en trup, men jeg synes, at vi har en god stamme af dem, som har været med i foråret.

- De har været i en rigtig god udvikling, og flere skal med os videre efter sommerferien, og det er vi rigtigt glade for.

- I øjeblikket får vi en masse værdifuld erfaring mod hold på et højt niveau, uanset om vi skal bruge erfaringen mod nogle på samme niveau eller nogen, der er lige et skridt under, siger Askou.

/ritzau/