Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Målfest og SL-overlevelse i Vejle

Tipsbladet.dk zoomer ind på søndagens opgør mellem Vejle Boldklub og SønderjyskE i 3F Superligaen.

Vejle Boldklub - SønderjyskE 4-2 (1-0)
1-0: Allan Sousa (45+1’)
1-1: Emil Holm, straffespark (51’)
2-1: Saeid Ezatolahi (68’)
2-2: Stefan Gartenmann (73’)
3-2: Allan Sousa (81')
4-2: Lukas Engel (86')

Kampens bedste
Vejle
Allan Sousa var en af de store offensive oplevelser hos Vejle denne søndag. Brasilianeren bragte Vejle i front kort før pausen, og det var med lidt lækkert forarbejde. Han stod til at modtage bolden, men i stedet lod han den gå gennem benene. Derefter fik han bolden igen og bankede bolden op i nettaget til 1-0 for hjemmeholdet.

Derudover scorede Sousa også målet til 3-2 ti minutter før tid og lavede assist ved sejrsmålet til 4-2, hvorfor han cementerede sin fremragende præstation.

SønderjyskE
Emil Holm spillede en rigtig god kamp i SønderjyskE-trøjen. Ikke blot fik han scoret på straffespark, så ydet han også en stor arbejdsindsats defensivt som offensivt.

Offensivt havde han flere gode løb op ad højrekanten, mens han defensivt også var meget påpasselig

Kampens værste
En af knap så toneangivende spillere hos SønderjyskE i dagens kamp var Peter Christiansen. Angriberen fik aldrig rigtig spillet sig ind i kampen og leverede noget nær en anonym indsats på Vejle Stadion.

Hos Vejle fik German Onugkha chancen fra start, efter han havde scoret hattrick mod AC Horsens. Russeren kunne dog ikke følge op på sin fremragende præstation i Horsens, hvorfor det blev en vag præstation, inden han blev skiftet ud midtvejs i anden halvleg.

Kampens detalje
Vi skal rette fokus mod SønderjyskE-lejren for at finde kampens detalje. Her fik 16-årige Julius Beck sin Superliga-debut, da han blev skiftet ind i stedet for Marc Dal Hende efter pausen.

Derudover scorede Vejle Saeid Ezatolahi et drømmemål til 2-1. Lidt udenfor feltet trykkede han på kassen, hvorefter bolden strøg op i det lange hjørne.