Video : Tipsbladet
Superliga

Modstander: Lidt nemmere at spille mod FCK end FCM

FC København presser ikke lige så højt og aggressivt som FC Midtjylland, og derfor mener FC Nordsjællands målmand, at det var en smule lettere at spille bolden rundt.

FC Nordsjælland har mødt både FC København og FC Midtjylland to gange inden for den seneste måned. Derfor er holdets spillere klædt godt på til at sammenligne de to modstandere, og målmand Peter Vindahl Jensen siger til sn.dk, at det var lidt lettere at spille bolden rundt mod FCK.

For selv om både FCK og FCM gerne vil gå højt i deres pres, er der nuanceforskelle. 

- Et hold som Midtjylland går meget højt og meget aggressivt. Der kom FCK ikke med det samme tryk, og på den måde var det lidt nemmere at spille. Det er jo det, vi træner hver dag - at være rolige på bolden og prøve at spille os ud. Det lykkedes vi godt med, siger Peter Vindahl Jensen til sn.dk.

FC Nordsjælland spillede mandag 2-2 mod FC København, hvilket var nøjagtig samme resultat mod samme modstander i midten af april. De to kampe mod FC Midtjylland endte med henholdsvis en 3-2-sejr og et 3-0-nederlag.

Selv om Peter Vindahl Jensen lukkede to mål ind i går, spillede han en flot kamp med flere store redninger og sikkert spil med fødderne. Han blev da også udtaget til Rundens Hold her på tipsbladet.dk.

Med det ene point mandag aften nåede Vindahl Jensen og co. op på 40 for sæsonen. Dermed har de fem op til AGF på den fjerdeplads, der giver adgang til Europa-playoff. Næste modstander er netop AGF på udebane søndag aften.