Video : Tipsbladet
1. division

EfB-boss: Vi har allerede budt på 10 spillere i DK

De rykker ikke op i Superligaen, Esbjerg fB, men arbejdet med at få holdet på plads til den kommende sæson er godt i gang.

Træner Olafur Kristjansson er blevet fyret, og angriber Kjartan Finnbogason har fået sin aftale ophævet. Esbjerg fB er i den grad i gang med at ændre kurs efter den mislykkede oprykning til Superligaen, og talsmand for ejergruppen Pacific Media Group, Paul Conway, fortæller nu til Ugeavisen Esbjerg, at der er mange nye planer på vej.

Han og ejerkredsen er ikke tilfreds med den måde, Esbjerg har fungeret på hidtil, og derfor bliver det en sommer, hvor man kommer til at sige farvel til en del ældre spillere for i stedet at bringe yngre folk ind. Det dels for at kunne spille offensivt presfodbold, dels for at have emner, der kan sælges.

Ældre spillere tager minutter fra de yngre, og det vil man nu gøre op med i Esbjerg, som man i øvrigt også har gjort det i Pacific Media Groups andre klubber rundt om i Europa, blandt andre Barnsley.

Arbejdet er allerede godt i gang i Esbjerg, der får Kristoffer Lund Hansen ind fra FC Midtjylland til sommer.

- Vi har allerede budt på 10 spillere i Danmark. Selvfølgelig får vi dem ikke alle sammen, men vi er nok mere på markedet end nogle andre klubber i Danmark. Det gode er, at vi har kapitalen og forsøger at signe nye spillere, siger Paul Conway til Ugeavisen Esbjerg.

Han forklarer også, at man regner med at hente mere end en håndfuld spillere denne sommer.

- Vores fokus her til sommer er, at finde de bedste spillere fra 1. division, spillere der rykker ned fra superligaen og spillere fra superligaen, der ikke får den spilletid vi synes, de fortjener. Vi forsøger at få det bedste fra Danmark, som vi har råd til. Jeg tror, vi vil se, at vi henter syv-otte spillere ind fra andre klubber, siger han.

Esbjerg fB mangler fortsat at spille tre kampe i denne sæson, inden man går på sommerferie, og her vil man formentlig se en del unge spillere i aktion.